Artikler fra det gamle bladhus
Fra Grindsted redaktionen:

Rapport fra en vikar

Maria Lange, som i sin tid på Vestkysten praktiserede en talentfuld, men undertiden svært håndterlig journalistik til indpasning i Vestkystens lokalsider, beskrev i 1984 i

KystNyt denne fornøjelige sommersituation på Grindsted-redaktionen:

 

Vestkysten!

Ja, goddaw, er’t Westkyst?

Ja.

Er der en journalist til stede?

Javist.

Må a snak’ mæ ham?

Journalisten er altså mig.

Nå – ja, måske sku’ a hellere ven’ te Claus Sørensen kommer ijen …

Det må De jo så afgøre med Dem selv.

Ja, farwel!

 

Bevares, de har jo åbenbart ikke været vant til, at kvinder sneg sig til noget så fremmeligt som journalistiske stillinger, og under alle omstændigheder er det da meget rart at få  ro til at … Ah nej, telefoner skulle simpelthen forbydes …

 

- Vestkysten!

- Ja, det er fru Hansen  fra Fillskov. Se, a har en kaktus, som a har haft i 17 år. Den har aldrig blomstret før, men i år står den fuld af blomster.

- Men dog.

- Selvfølgelig er der ikke så mange blomster på den nu, som der har været, men der er stadig en del – hen ad 30 – tror a nok.

- Jo?

- Så var det jo, a kom til at tænke po, at Vestkysten somme tider har haft billeder i avisen af potteplanter, der ikke havde nær så mange blomster som min.

- Hvad har vi – øh naturligvis (hvorfor i alverden er der så mange udgaver af denne her avis? Og har jeg nogensinde set et billede af en esbjergensisk potteplante i den?)

- Ja, det er slet ikke fordi a vil i avisen, men dem a kender bliver ved med at sige: Ring da til Vestkysten om din kaktus, og nu har a i hvert fald gjort det!

- Det har De unægtelig, og tak. Jeg skal forelægge sagen for redaktøren, når han kommer tilbage.

 

Redaktøren var nemlig gået, og det var Jesper Tornbjerg, praktikant, også, synligt lettet over at slippe væk fra en død skærm, en død elektrisk skrivemaskine, ingen strøm overhovedet, en masse larmende avisbude og to-tre telefoner, som man ikke kunne ringe ud på, men der kunne ringes ind på. Og det blev der. 

 

Nogen benyttede lejligheden til at fortælle, at det var et uvejr, og så var der selvfølgelig kaktusdamen, der desværre ikke havde aversion imod kvindelige journalister. Jeg må ikke glemme at fortælle, at denne famøse plante var en, hun havde haft fra stikling, og den havde fulgt hende og hendes familie, hvor de så drog hen, som en god, trofast hund.

 

Da resten at redaktionen kom tilbage og fik historien fortalt, var de hjerteløse nok til at skrige af grin. Men de trængte vel til at more sig lidt, oven på den formiddag. Undertegnede var selv vandret ud i det opsøgende og gik derfor glip af det tidsrum, og da jeg kom tilbage, var redaktøren vandret af. Praktikanten, som ellers er en yderst ligevægtig sjæl, samt HK’eren Anna, der står med begge fødder i cement, så begge lettere rystede ud.

 

Du kan sandelig være glad for, at du ikke var her i formiddags. Anlægget er i uorden. Claus måtte skrive en firspalter om tre gange. Den handlede om Tvind og …

 

BANG – et øjeblik så det ud, som om skærmen eksploderede, alle ruder klirrede, og der var stille i to sekunder. Den sidste stilhed Grindsted-redaktionen kom til at opleve i mange dage.

 

Det var det værste uvejr, nogen i Grindsted kunne huske. Salget af stearinlys toppede, gamle herrer sad hjælpeløse i deres rullestole og kunne ikke tilkalde hjælp, fordi deres tilkaldesystem var sat ud af drift – og Claus og Jesper måtte i deres ansigts sved skrive en forfærdelig masse artikler om. De var blevet slettet af anlægget. Teknikken har uden tvivl mange velsignelser, men en god hukommelse er ikke en af dem.

 

Mon de stadig sidder og drejer (05) deroppe, bare de skal ringe til Grindstedværket? – undskyld Grindsted Products.

Ny teknik uden nerver
KystNyt fra oktober 1977
Der er ikke mere nerver på som i starten – ihvertfald ikke hver dag. Der er greb om tingene i de tekniske afdelinger, og det har affødt den ønskværdige situation, at avisen kommer til tiden.

Når produktionen af den daglige avis ikke altid finder sted uden komplikationer, skal årsagen søges dels i, at menneskelige fejl ikke helt kan udelukkes, dels i materiellet,  som ikke altid lever op til de stillede krav. Der er kapacitetsproblemer. Dem bliver der taget højde for i kommende års nyanskaffelser og udskiftning af materiel. Den tekniske udvikling inden for det grafiske områder stormer frem, og der lægges fremdeles megen vægt på, at bladhusets medarbejdere disponerer over den bedst tænkelige tekniske standard.

Det er blevet helt hyggeligt i det nye redaktionssekretariat, påstås det i KystNyt.

Men som vi har det i det daglige, må erkendes, at den nye teknik er til at leve med – og leve godt med.

Overgangen til papiret har samtidig givet de tekniske afdelinger nogle tiltrængte miljømæssige gevinster. Der er dejligt at opholde sig i det store lyse kontorlandskab, hvori avisen sættes og brydes om. Det stort dimensionerede klimaanlæg fungerer perfekt, de enkelte arbejdspladsers udstyr fungerer tilfredsstillende. Vi er blevet fri for støj og møg. Ingen sorte næver, ingen tunge slæb.

Avisens udseende typografisk har næppe skiftet karakter. Og det var netop et af ønskerne ved overgangen til det nye. Men redaktionen har stadig ønske om en bedre tilrettelægning af stoffet, så avisen fremtræder rigtigere og smukkere for læserne. Og netop den nu roligere rytme i teknikken har bragt os nærmere den situation, hvor der kan gøres mere ud af layoutet på de enkelte sider.

Perforatorstuen er de rappe fingres klub. Her igennem ledes alt stof til sætning. Kvaliteten af det præsterede er væsentligt for avisens rettidige færdiggørelse.
Overskrift 1

Var nær endt som sulemad

Vestkysten – altså landstriben mod æ hav – hjemsøges som bekendt ofte af strid blæst, og det var i sådan en blæst, jeg pedaltrampende stred mig frem imod, da jeg på én græsmark nær Højer så en stor fugl siddende nær vejen i en underlig stilling med hovedet bøjet bagud ind  mod kroppen.

 

Med ægte journalistisk nysgerrighed parkerede jeg min Dürkopp, kravlede over fennehegnet, og ankommet til den store fugl – 92 cm lang og 173 i vingefang – fandt jeg ud af, at årsagen til fuglens stilling – og trods min ankomst – forbliven på stedet, var, at den var viklet ind i en lang fiskesnøre.

 

Jeg indledte naturligvis befrielsen af den store havfugl, en sule, og erfarede, at utak er verdens løn, for aldrig så snart havde den fået hovedet fri, før den situation opstod, som har givet anledning til ovenstående overskrift: den forsøgte at spise mig.

 

Dens indledende forsøg herpå forløb på den måde, at den med sit vældige næb hakkede sig fast omkring fingrene på venstre hånd, hvis langemand på indersiden endnu bærer svage spor af det ar, der fremkom ved helingen.

 

Mine greb omkring denne fangne havfugl blev naturligvis nu af en fastere karakter, og jeg fik en forbipasserende bil standset og fik hjælp fra dens mennesker. De fik den store fugl med sig, og hvad de gjorde ved den, ved jeg ikke, men med diverse lommetørklæder fik jeg min hånd forbundet og kunne fortsætte til Højer i inderlig glæde over, at jeg denne gang slap for at blive sulemad.

  (Bak i KystNyt for deceember 1978).

 


Varde Ugeavis købt


Varde Ugeavis blev den 1. august 1984 overtaget af Vestkysten. Ejeren, direktør Henning Garfield Lauridsen, er indtil videre daglig leder og ansvarshavende redaktør. Ugeavisen sættes stadig hos Varde Offset I/S og trykkes hos Central Tryk ApS, Taulov. Annoncesamarbejde, som det Esbjerg Posten har med Vestkysten, er etableret. Samarbejdet omfatter også Ribe Ugeavis.


 

Terror med avisbil


En dame i Haderslev har klaget over, at en bil, der var påmalet ”Vestkysten”, havde optrådt som terrorbilist overfor hende. Bilen pressede sig frem bagfra, generede fra siden og kørte ind foran, mens nogle mennesker hujede og skar ansigter.

 

Distributionschef Erik Ager kunne efter beskrivelsen konstatere, at det var en bil, der havde kørt på Ringkøbing-ruten, men som var solgt og ikke mere tilhørte bladet. Vi forlanger altid, at køberne fjerner Vestkystens navn og farver, men en gang imellem bliver det ikke overholdt, og det er meget kedeligt, ikke mindst i dette tilfælde. Vestkystens egne folk kunne selvfølgelig aldrig finde på at optræde på den måde, siger Erik Ager.


 

Journalister på lærebænk


14 redaktionelle medarbejdere fra Esbjerg og otte fra lokalredaktionerne deltog lørdag den 17. november i en kursusdag om sproget, skriver Lisbeth Petersen i decemberudgaven af KystNyt 1984. Alle journalister (ca. 60) havde fået tilbudet, men af forskellige årsager (eller manglende interesse) var kun 22 tilmeldt, men de kunne så til gengæld alle komme med på kursus.

 

Og I, der ikke var med, er gået glip af en dejlig oplevelse og en lærerig dag, det kan jeg love. Redaktør Hans Veirup og lektor Gert Smistrup var meget inspirerende at høre på, men ikke nok med det. Qua øvelser fik vi lært meget, og der er ingen tvivl om, at det vil få afsmittende virkning på avisen. Men stadig synd, at flere ikke var med, for så er ideen ikke gennemført. Hvor meget tid er der i det daglige til at ”undervise” medarbejderne imellem? Glædeligt var det imidlertid,, at chefredaktøren deltog hele dagen.

 

Sproget skal være personligt, anskueligt, konkret, klart, enkelt og naturligt. Væk med de mange verbalsubstantiver. Grav udsagnsordene frem, brug færre navneord, eet handlende, dynamisk,, aktivt sprog er vejen til læserne. Hey, you, see, so er opskriften stadigvæk. Dont tell it. Show it. Læserne vil opleve gennem det skrevne. I New Journalism er det netop scene på scene, der ruller op for læserne. Et passende sted mellem venstre hjernehalvdels informationsbehov og højre hjernehalvdels oplevelsesbehov er godt at være.

Men vi fik meget, meget mere med hjem.

Lisbeth Petersen.